Torsdag den 15. august 2019 kl. 19 blev afholdt kirkegårdsvandring i Døstrup. Det regnede hele dagen indtil kl. 18.30 og vandringen kunne foregå i tørt og lunt vejr. Der var 32 deltagere, som hørte historier om nogle af sognets mænd, kvinder og børn, som hviler på kirkegården i Døstrup. Birgit Petersen og Lis Schulz fortalte om nogle af de gamle gravsten, og hvor familierne i sin tid boede. Da der under en af gravstenene hvilede et ægtepar, som tilhørte baptistmenigheden, fortalte sognepræst Ian Ørtenblad om trosretningens forskellighed fra folkekirkens. Desuden fortalte han om gravstenenes skriftsteder. Efter kirkegårdsvandringen blev serveret kaffe og hjemmebagt kringle i arkivet i Døstrup.